På horisonten står solen allerede forholdsvist højt, dens gullige lys inddrager det ganske landskab, og hun fryser ikke længere så meget, som hun gjorde minutter tidligere, da hun stod af toget. Bevægelsen i hendes målrettede gang giver hende varme, efter at have siddet stille så længe.
Han sidder på en hård, dugvåd bænk uden for en bagerbutik af beskeden størrelse, der endnu ikke har slået dørene op for de kunder, den ny dag vil bringe. Duftene fra det bagværk, som folk i løbet af dagen vil tage med hjem, har imidlertid allerede lagt sig som en sød atmosfære om bygningen.
Et sted langt borte gør en hund, og nogle haner galer om kap. Han har ikke mødt hende endnu, og hun er endnu uvidende om hans eksistens.
Hun var en smuk pige, som hun stod der og pakkede kunders gaver ind i guldpapir, der ikke en gang så tilnærmelsesvist så kostbart og pragtfuldt ud, som hendes hår; et gyldent farvespil uden lige. Hun var høj, men ikke for høj, og hun var slank på den helt rigtige, smukke måde. Hun havde smilehuller og et glimt i øjet, når hun ønskede mænd som damer, der tilfældigt havde valgt hendes stand med gaveindpakning, en god jul. Smilerynker var begyndt at vise sig ved hendes øjne, der var blå, på den helt dejlige, helt mørkeblå måde, og det gav hende et mildt, oprigtigt udtryk.
Det var jo ikke fordi, han var fulgt efter hende, sådan var han ikke. Hendes vej hjem var blevet hans omvej hjem, og hendes navn på postkassen havde stået med store, tydelige bogstaver; han var ikke en gang gået tæt på, for at se, hvad hun hed. Han havde heller ikke skrevet navnet ned, han havde bare husket det som en tilføjelse til det billede af hendes øjne, hendes smil, hendes guddommelighed, der var som naglet fast til hans nethinde.
Det var helt tilfældigt, at han var kommet i tanker om, at søge på hendes navn, da han i forvejen havde siddet ved computeren og søgt på en anden vens navn.
Det var heller ikke sådan, at han ikke havde tænkt på andet end hende, siden han så hende ved vintersolhverv, og at han gik denne samme omvej hjem hver dag nu, skyldtes kun, at denne tur havde syntes ekstra smuk for ham. At han godt fem måneder senere havde overhørt en samtale mellem hende og en, der lod til at være hendes veninde, hvor det blev sagt at pigen skulle til Sjöbo og fejre solhverv med sin familie, var en tilfældighed så tilfældig, at han næsten ikke havde kunnet tro det. Han var jo ikke fulgt efter dem til den cafe, hvor de havde snakket over en kop café latte. Han havde hele den dag gået og tænkt på at besøge lige den café, for han havde hørt, at den skulle lave nogle fortræffelige sandwiches.
Nu sidder han, på dagen for solhverv, foran en bager i Sjöbo. Tilfældigt.
Hun går endnu, hun drejer om et hjørne, og hun ænser kun svagt silhuetten af en mand, der venter foran en bager. Hun går stadig med målrettede skridt, spændt på, efter så lang tid, at se familien igen til dette solhverv.
Han ser hende straks, hun lyser nærmest op som en engel i hans øjne. Da hun passerer ham, tager han sine sko af, lader dem stå foran bageren, han har ikke længere brug for dem. Så rejser han sig og følger efter hende med lydløse skridt. Hans hjerte banker hurtigt, nu har han chancen.
Blot en novelle, jeg lige har skrevet. Meget kort.
